Datterbarnet med hårbørste i badeværelset lidt i 7 en hverdagsmorgen:
“Altså;
Når handicappede damer får proppet et æg ned i halsen, så de kan blive gravide. Bliver deres børn så ikke også handicappede?!”
Selv stod jeg og børstede tænder.
…Og fik næsten ikke noget galt i halsen.
Ind i mellem gives der tidspunkter, muligheder, til at demonstrere sit format som forælder: Anskueliggøre, forklare, sætte tingene ind i deres rette sammenhæng.
Forplantning f.eks.
Ja.
Torsdag morgen klokken lidt i 7 inden morgenmaden.
“Nej, nej, søde. Handicap er ikke noget man sådan lige arver. “
Den bedre halvdel har været på hyttetur med arbejdet. Tilbage til Bornholm, hvor vi var i ferien.
Naturen er forrygende. Dyrelivet myldrer. Husene koster ingenting.
Man kunne rent faktisk leve glimrende for en indkomst.
Og få al den jord vi sukker efter.
Det ville bare kræve at vi enten efterlader børnene, eller deporterer dem milevidt væk fra deres andre forældre.
Det må vente mindst 10 år endnu.
Mindst.
Her står jeg og stirrer mod Sveriges kyst
Og længes mod højere bjerge
Mit hjerte tripper og basker af lyst
Til at tage med den første færge
Og glemme alt det onde i lyse birkelunde
Hvor unge piger ler, men jeg må blive her
For ellers blir’ jeg søsyg
Det er som at se det forjættede land
Der flyder med fuldfede briser
Hvor tiden næppe har mistet sin tand
Og hvor folk synger Bellmannviser
Med tyttebær i munde i lyse birkelunde
Mens jeg må blive her som bolværkspassager
For ellers blir’ jeg søsyg
Jeg står i et lille neurotisk land
Beboet af smilende gale
De svenske kan meget som vi ikke kan
Og de holder sig tappert neutrale
Og er så kernesunde i lyse birkelunde
Og sprudler af ideer mens jeg må visne her
For ellers bliver’ jeg søsyg
Min aske skal sendes til Sveriges land
Og spredes for samtlige vinde
Så jeg blir’ båret fra strand til strand
Ja måske vil jeg endelig finde
Et sted hvor jeg kan bunde i lyse birkelunde
Men indtil dette sker, må jeg vel leve her
For ellers blir’ jeg søsyg
Længsel efter Sverige af Benny Andersen, Svantes viser, 1973
Alle tre unger er nu oppe på omkring 3-4 par bamser hver. Med tilhørende dims og uundværligheder. Smarte T-shirts, headsets, børster, madskåle…..Der ligger og roder rundt i mellem hinanden, strandet efter at have været i hænder et par få gange.
På nær et enkelt pelsdyr, er leverandørerne kommet udefra.
Moderdyret er nemlig stærkt imod sådan noget kommercielt hejs!
Mest fordi der reelt ikke bliver leget med det. På nær en bamse der er blevet ophøjet til yndlingssovedyr hos det ene af børnene, er der noget ret uengageret over ungernes forhold til det hele, med mindre nogen lufter muligheden for endnu en tur ind til butikken:
Det er plysdyrenes pendant til bilkort, ikke legetøj.
Det er denne her vel strengt taget heller ikke:
Sønnemands egenhændige produktion fra SFO’en. Der bliver i hvert fald ikke leget med den.
Men nøøj hvor bliver man i anderledes godt humør af at se på den.
Lige pludselig er der igen ved at være lyst uden for persiennen, når vækkeuret larmer.
Man står og venter på morgentoget med en let forsinket fornemmelse: Klokken må være meget mere - her plejer ikke at se sådan ud på denne tid af morgenen.
Der er krokus i græsplænen, påskeliljer i bedet, og rågerne mosler larmende rundt i trætoppene, mens de reparerer sidste års reder.
Og allerbedst: Solsortene er begyndt at synge. Stadigt lidt adspredt og prøvende, som om de endnu er i tvivl om det er værd at bruge krudt på. Men det bliver det jo. Om lidt endnu.
Imens går jeg rundt og vænner mig. Til lyset og tingenes nye tilstand i al almindelighed. Der faldes i hak på andre, enklere måder.
Det der er så forunderligt, er den overvældende vemod, der ligger som konstant undertone. Det føles som om jeg tager afsked. Det er ellers længe siden det har mærkedes sådan. Sidst var da jeg fyldte 29, og fattede at jeg i mere end en forstand havde overlevet min mor.
Denne gang er det vist et sammensurium af flere sideordnede ting. Men hvad nøjagtigt, og i hvilke mængder er ikke voldsomt vigtigt lige nu. Nogle gange er processen vigtigere end resultatet. Resten skal nok åbenbare sig til rette tid.
Nye kommentarer