I april fik jeg konstateret autoimmun hepatitis.
Kvinden der pralede med sit effektive immunforsvar når andre bukkede under for influenza, fik nemesis på celleplan: Immunforsvaret har i mangel af andre udfordrende opgaver besluttet sig for at udrydde min lever.
Og selv (op)fatter man ikke noget - jo, en snigende træthed. Men hvem lider ikke af det. Og ondt i kroppen er der også ind i mellem. Alt sammen vel overturen til reparationsalderen?
Indtil blodprøverne for 3. gang på et år viste det samme - et par tal der ikke lige var som de skulle være, helt konsekvent det samme hver gang, ikke noget voldsomt, bare helt uforandret i gråzonen:
Ifølge min privatpraktiserende svarede de til hvordan det ville se ud efter en glad aften i byen.
Men dem havde der ikke været nogen af, sådan lige.
Så efter et års tid fik jeg en henvisning til sygehuset, og her kom en sang fra de varme lande om at være i den alder hvor fedtlever er ganske almindeligt.
Der viste sig at være fordele i at være en sat og kedsommelig økoflipper.
På det engelske forum er der flere historier om sen diagnose, fordi man i første omgang bliver bedt om at skære ned på fedt og sprut. Og det kan jo være svært, og så tager tingene tid.
Der kom blodprøver og leverbiopsi (”Og NU holder du lige vejret, mens vi kører kanylen fra ribbenene og ind i leveren, og ud igen” - resultatet blev en fin lille tynd leverstrimmel på en glasplade)
Og så binyrebarkhormon. Med besked om ugentlige blodprøver.
Alt sammen meget abstrakt - når man nu ikke har følt sig for alvor syg.
Og rimeligt nemt at abstrahere fra, når medicinen ingen bivirkninger har. Og abstrahere gjorde jeg - for hvad Fanden skal man ellers stille op, når man pludselig spiser piller som var det pinocchiokugler? Og det efter stort set aldrig at have haft bare Panodil i huset.
Desværre har det ikke været nok. Nu suppleres der med dette.
” Anvendes ved sygdomme, hvor man ønsker at hæmme immunsystemet, fx ved leddegigt eller visse former for kronisk leverbetændelse samt efter transplantation af fx hjerte eller nyrer.
Virker ved at hæmme opbygningen af bl.a. DNA (cellens genetiske kode), som herved bliver defekt. “
Den venlige mediciner foræller mig at Imurel er det milde alternativ til binyrebarkhormonerne, når man skal spise det i så mange år. Så vidt jeg kan se, er det en art kemoterapi i pilleform.
I øjeblikket spiser jeg så begge dele. Startede for 4 dage siden. Man begynder med halv dosis, får taget en masse blodprøver, og med mindre noget rigtigt grimt sker - sættes dosis op til det dobbelte i løbet af 14 dage.
Man skal endelig huske at tage dem om aftenen - kvalmen er træls, og logikken er at man så kan sove sig fra den. Det ser ud til at være korrekt, for så vidt som dosis endnu kun er det halve af hvad den skal være.
- Så hvorfor skriver jeg så dette her?
Måske som et forsøg på at beskrive hvorfor der ikke er sket så pokkers meget herinde på det seneste.
Og for at få sat ord på den fuldstændigt surrealistiske oplevelse det sidste år har været:
- At blive “kunde” i det danske sundhedsvæsen er en decideret skræmmende oplevelse. Minimalstaten har sejret ad helvede til. Og taknemmeligheden over ikke at fejle noget akut alvorligt er kun overgået af skrækken for hvis det en dag bliver tilfældet.
- Det er også mere end almindeligt mærkeligt at fylde sig med så meget krasbørstig kemi, når der stort set ingen symptomer har været på noget som helst.
Men noget tyder på at de kommer nu, symptomerne, i form af bivirkninger.
Og så er vi måske alligevel tilbage ved udgangspunktet: Det kræver eddermugme et jernhelbred at blive syg.
Nye kommentarer