“Altså;

Når handicappede damer får proppet et æg ned i halsen, så de kan blive gravide. Bliver deres børn  så ikke også handicappede?!”

Selv stod jeg og børstede tænder.

…Og fik næsten ikke noget galt i halsen.

Ind i mellem gives der tidspunkter, muligheder, til at demonstrere sit format som forælder: Anskueliggøre, forklare, sætte tingene ind i deres rette sammenhæng. 

Forplantning f.eks.

Ja.

Torsdag morgen klokken lidt i 7 inden morgenmaden.

“Nej, nej, søde. Handicap er ikke noget man sådan lige arver. “

Kvinden der pralede med sit effektive immunforsvar når andre bukkede under for influenza, fik nemesis på celleplan: Immunforsvaret har i mangel af andre udfordrende opgaver besluttet sig for at udrydde min lever.

Og selv (op)fatter man ikke noget - jo, en snigende træthed. Men hvem lider ikke af det. Og ondt i kroppen er der også ind i mellem. Alt sammen vel overturen til reparationsalderen?

Indtil blodprøverne for 3. gang på et år viste det samme - et par tal der ikke lige var som de skulle være, helt konsekvent det samme hver gang, ikke noget voldsomt, bare helt uforandret i gråzonen:

Ifølge min privatpraktiserende svarede de til hvordan det ville se ud efter en glad aften i byen.

Men dem havde der ikke været nogen af, sådan lige.

Så efter et års tid fik jeg en henvisning til sygehuset, og her kom en sang fra de varme lande om at være i den alder hvor fedtlever er ganske almindeligt.

Der viste sig at være fordele i at være en sat og kedsommelig økoflipper.

På det engelske forum er der flere historier om sen diagnose, fordi man i første omgang bliver bedt om at skære ned på fedt og sprut. Og det kan jo være svært, og så tager tingene tid.

Der kom blodprøver og leverbiopsi (”Og NU holder du lige vejret, mens vi kører kanylen fra ribbenene og ind i leveren, og ud igen” - resultatet blev en fin lille tynd leverstrimmel på en glasplade)

Og så binyrebarkhormon. Med besked om ugentlige blodprøver.

Alt sammen meget abstrakt - når man nu ikke har følt sig for alvor syg.

Og rimeligt nemt at abstrahere fra, når medicinen ingen bivirkninger har. Og abstrahere gjorde jeg - for hvad Fanden skal man ellers stille op, når man pludselig spiser piller som var det pinocchiokugler? Og det efter stort set aldrig at have haft bare Panodil i huset.

Desværre har det ikke været nok. Nu suppleres der med dette.

” Anvendes ved sygdomme, hvor man ønsker at hæmme immunsystemet, fx ved leddegigt eller visse former for kronisk leverbetændelse samt efter transplantation af fx hjerte eller nyrer.

Virker ved at hæmme opbygningen af bl.a. DNA (cellens genetiske kode), som herved bliver defekt. “

Den venlige mediciner foræller mig at Imurel er det milde alternativ til binyrebarkhormonerne, når man skal spise det i så mange år. Så vidt jeg kan se, er det en art kemoterapi i pilleform.

I øjeblikket spiser jeg så begge dele.  Startede for 4 dage siden. Man begynder med halv dosis, får taget en masse blodprøver, og med mindre noget rigtigt grimt sker - sættes dosis op til det dobbelte i løbet af 14 dage.

Man skal endelig huske at tage dem om aftenen - kvalmen er træls, og logikken er at man så kan sove sig fra den. Det ser ud til at være korrekt, for så vidt som dosis endnu kun er det halve af hvad den skal være.

- Så hvorfor skriver jeg så dette her?

Måske som et forsøg på at beskrive hvorfor der ikke er sket så pokkers meget herinde på det seneste.

Og for at få sat ord på den fuldstændigt surrealistiske oplevelse det sidste år har været:

- At blive “kunde” i det danske sundhedsvæsen er en decideret skræmmende oplevelse. Minimalstaten har sejret ad helvede til. Og taknemmeligheden over ikke at fejle noget akut alvorligt er kun overgået af skrækken for hvis det en dag bliver tilfældet.

- Det er også mere end almindeligt mærkeligt at fylde sig med så meget krasbørstig kemi, når der stort set ingen symptomer har været på noget som helst.

Men noget tyder på at de kommer nu, symptomerne, i form af bivirkninger.

Og så er vi måske alligevel tilbage ved udgangspunktet: Det kræver eddermugme et jernhelbred at blive syg.

Opskriften kan findes her:

Man tager 3 nøgler efterladt sweater-garn fra de tidlige 70′ere, to meget store strikkepinde - og en lang søndag uden pligter.

Føst så det sådan ud:

fin-fin avistaske

“Fogh erklærer, at han er stolt over de faktuelle resultater, han har overdraget til Lars Løkke Rasmussen.”

Ligeledes udråber han sig selv til at være “kulturliberal”:

“At være kulturliberal er en kombination af frisind og værdifasthed. Jeg føler et stærkt slægtskab med hele den europæiske oplysningstradition. Troen på mennesket som et fornuftsvæsen. Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse. Det munder ud i den grundlæggende holdning, at man skal være kritisk over for autoriteter – det er jeg i opgøret med ekspertvældet. Vi skal have et samfund med frihed til forskellighed, et samfund med mangfoldighed, hvor vi ikke blander os i, hvad folk tror på, hvad de spiser, hvordan de går klædt – ja, der skal være plads til både sjove og skæve eksistenser”

Såmænd så.

- Og man må da lade ham, at han vitterligt har gjort en forskel: Ingen er upåvirkede af hans arbejde.

Hvis man starter med det helt nære, har jeg vel fået et par tusind mere i hånden om måneden - efter skat - i løbet af de seneste 3 år.  Det er jo efterhånden mange penge, man nu helt kan disponere frit over - og træffe sine egne valg med.

Forrygende. Især hvis man er sund og rask, har arbejde og ingen gamle slægtninge - eller børn.

Det er nok her jeg må krybe ud af skabet og bekende kulør, som den offentligt ansatte mavesure og utaknemmelige smagsdommer jeg egentligt er:

For de flere penge jeg har fået mellem hænderne, har jeg ikke formået at anvende på det de burde bruges på:

Jeg har ikke evnet at varetage mit frie valg.

For de penge jeg har fået, de der netop ikke gik i stats- eller kommunekassen, er jo ikke ubundne. De er jo ikke en foræring til frit indkøb af nyt tøj eller samtalekøkken. De er givet til at jeg som “værdifast fornuftsvæsen kunne anvende min kritiske sans over for autoriteter og ekspertvælder”, og disponere anderledes, end bevidstløst at bruge de forkætrede tilbud Den Danske Model stiller til rådighed for hendes borgere:

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg tog ikke mine børn ud af deres børnehave, og ind i en privat. Selv om den de gik i, var nedslidt og personalet var sygdomsramt i en grad så begge børn det sidste halve år de gik der, stort set ikke lavede andet end at opholde sig på legepladsen. Fra tidlig formiddag til afhentningen om eftermiddagen. Det er nemlig den nemmeste måde at holde øje med 60 børn på, når der ikke er nok personale. En praksis der tydeligvis ikke kun er et lokalt fænomen.

Vi oprettede heller ikke en privat sygeforsikring, som supplement til den praktiserende læge og sygehusvæsenet. Og oplever nu et lokalt sygehus der giver mindelser om det engelske under Thatcher. Og nej, det er ikke en talemåde - jeg boede i England i slutfirserne.  Det interessante i den sammenhæng, er hvordan Venstre reagerer, når en uvildig instans som Rigsrevisionen påviser at ændringer som de der er gennemført i sundhedsvæsenet har en konsekvens. Og at vores nuværende, ærede statsminister har en ikke uvæsentligt rolle i den sag.

Ja, så politiserer Rigsrevisionen. Ifølge Venstres politiske ordfører.

Formenligt kommer Rigsrevisionen også til at “politisere”, den dag den nye reform af jobcentrene skal evalueres. Aktiveringen af de ledige er blevet decentraliseret, ud til kommunerne. Der bliver belønnet efter stok-gulerods metoden. Jo flere i arbejde, desto bedre vilkår. Og skidt for den kommune der tilfældigvist oplever en stor arbejdsplads massefyre sine medarbejdere. For lige meget hvor dygtige de vil være, vil de ikke kunne sætte så mange mennesker i gang igen med det samme. Hvilket betyder mindre penge - og hvor skal man så finde dem henne? De største poster på det kommunale budget er det sociale - de ældre og børnene. Værsgo’ at file lidt igen.

Fogh - og Nyrup med ham, selv om socialdemokraterne gerne vil have det til at se ud som om dette her alene har været et Vestre-projekt - har sejret ad Helvede til.

Og når han nu futter ned til Bruxelles, og giver den som den sidste bastion for den europæiske oplysningstanke, ja så efterlader ham et land fyldt med flæbende, forkælede pattebørn: Voksne mennesker, der på trods af Farum-sagen stadigvæk tror på to weekender i samme uge, og som børn regner med at man godt kan købe alt det slik man lyster for sine penge, for så derefter at købe rugbrød for resten. Børn der bliver meget fortørnede, når de opdager at valget har konsekvenser.

At valg altid har konsekvenser.

Voksne mennesker, der for rigtigt manges vedkommende blindt stoler på Christiansborg politikerne, der på den ene side siger at den danske model fortsat består, og at den fint kan opretholdes med et skattestop. Samtidigt med at de sørger for, at det tungeste og trælseste af arbejdet decentraliseres til kommunerne, der i parantes bemærket skal klare opgaverne for det samme som de klarede færre opgaver for tidligere. 

Det sidste svarer til at tisse på nogen, og bagefter bebrejde dem at de er våde.

Det jeg ikke helt forstår i dette her, er hvordan vi alle sammen tilsyneladende - eller ihvertfald flertallet af os de sidste mange valg - kan glemme at der er visse helt basale grundvilkår vi alle deles om:

Vi skal alle have lægehjælp
Vi skal alle uddannes
Vi bliver alle ældre
Vi skal alle have passet vores børn på en forsvarlig måde

Og ingen - på nær nogle enkelte - kan være 100% sikker på at kunne tjene den samme løn hele livet

Gamle Erhard Jakobsen sagde i sin tid, at han gerne betalte sin skat - for så var han sikker på at også naboen kunne komme på hospitalet.

Jeg forstår ganske enkelt ikke at man ikke kan se en fordel i at klare de opgaver i samlet flok. Klare dem ordenligt vel at mærke. De skattelettelser vi har fået, vil på ingen måde være dækkende hvis man som alternativ skulle have en privat sygeforsikring, og privat pasning m.v.

Vi har været for vandte til at der HAR været et sikkerhedsnet under os, og glemmer derfor at de penge vi ikke længere bruger på at opretholde det net, ikke er beregnet til ferier og forbrug. Men til på egen hånd at sikre nogle af de basisfunktioner vi tidligere fik som et naturligt udgangspunkt.

Enhver er sin egen friværdi nærmest.

Konklusionen må være, at det åbenbart skal gøre en hel del mere ondt, før det kan gøre godt.

P.S. Det at arbejde i fællesskab har aldrig været en ekslusiv socialdemokratisk idé.

Vi skriver til dig i god tid, så du har mulighed for at gøre det nødvendige i god ro og orden, uden stress.

Efter at have været dine kunder de sidste 3 år, vil vi skynde os at sige at I altid har været enormt meget grundige med jeres arbejde. Og vi har altid som regel også været meget tilfredse.

Men efter at have fået skiftet støddæmpere, tandrem, fjedre, mellemstykke, udstødning, lydpotte, styrekugle, ledninger til gearkassen, og fået nu-fastgjorte-dimser i motoren (til forskel fra de tidligere løse).

Plus de obligatoriske servicetjek.

Så må vi konkludere at vi ikke besidder den nødvendige rummelighed til at eje den lille røde. (Desuden har afdelingsbetyrelsen lige afslået ansøgningen om en grav i forhaven)

Bare så du er orienteret, og kan handle efter omstændighederne. Vi er godt klar over at det drejer sig om en ikke uvæsentlig del af din omsætning.

med venlig hilsen

Naja

P.S. I stedet overvejer vi det nye koncept sleazing. S’et er vist nok stumt.

I bare nogenlunde omgangshøjde.

Jeg ved ikke med jer andre, men for mig er selvopfattelsen vel nærmest en bunke faste antagelser -  vi kunne jo kalde dem klichéer, der typisk først ændres når de af en eller anden grund klasker frontalt sammen med virkeligheden:

“Jeg har set ud på den samme måde de sidste 20 år” Blev f.eks. fældet af en flytning og deraf følgende ny badeværelsesbelysning.

“Hvor svært kan det være? Alt er bare et spørgsmål om ordenlig planlægning”  Røg da man fik børn, og opdagede hvad ordet logistik virkeligt indebærer.

Begge ovenstående sorterer vel under kategorien  “det-måtte-jo-komme” og den største overraskelse bestod nok  egentligt i, at det lige var nu tingene så også gjaldt for mig i stedet for kun for andre.  

Andre er mere svære at sluge:

“At sove er en diskret, nærmest yndefuld aktivitet, hvor man stilfærdigt  puster små lydløse portioner luft ud gennem let adskilte læber”  Nej.

Og så er der de tilfælde hvor man ender med at have mere ret, end godt er:

“Mit immunforsvar er suverænt stærkt” Ja.

Faktisk i en grad, så jeg nu er på medicin for at dæmpe det.

Kroppen har snigløbet mig.

Den er blevet udsat for 2 graviditeter i rap, stillesiddende liv med alt for meget mad, rygning i sammenlagt 14-15 år, alt for meget kaffe, alt for lidt søvn - og stress.

Og hver gang har jeg kunnet ændre tingene ved at gøre noget:  Spise bedre, træne i stedet for at bare sidde, sove ordenligt, stoppe med at ryge, osv. Det har hjulpet med det samme - altid.

Praktisk, rationelt og logisk: Aktion -> reaktion

Men bedst som jeg troede alt gik fint og forventeligt, er der foregået noget andet, umærkeligt. Og fuldstændigt vilkårligt.

En kronisk sygdom man ikke kan gøre noget ved.

Jo altså, tage medicin for. 

Men her hjælper ingen ændrede spisevaner, anderledes livsstil eller konstruktiv handlen. Ikke som den eneste løsning. Og der findes ingen påviselig årsag til at man bliver syg. Et rent lotteri, der vindes af et par hundrede om året.

Det kræver altså nogen tilvænning!

Også fordi det er så udramatisk: Her er ingen koldbrand, hjerteslag, eller interessant udseende gevækster. Bare nogle blodprøver der påstår at noget er helt skævt i et ellers helt ubemærket indre organ.

- Måske jeg bare skulle have udstødt et hånligt “Tåhhhååå” og være drejet om på hælen, da venlige mennesker iført kittel påstod at dette her krævede års spisning af festlig medicin med alternative virkninger.

Det må virkeligt dreje sig om en anden.

I anledning af den efterhånden meget kedelige knasende lyd knæene giver,  er løbeturene lagt på hylden.

Og et abonnement til træningscenteret kommet i stedet.

Det er på sin vis OK. Man kan abstrahere ret meget fra midlet, når bare målet nås.

Så der mosles løs på crosstrainere og romaskiner, der desværre er placeret med strategisk udsyn til en enorm fjernsynsskærm. I løbet af de sidste 2 måneder, har den kun været slukket to-tre gange.

Det er forbløffende ting vi er gået glip af hjemme på matriklen. Menneskefjernsyn med close-ups og følelser er sagen i prime-time:

Parterapi med Joan Ørting

Barnløse på jagt efter graviditeten. Her skal især fremhæves scenen med hele raden af deltagende par, med hver deres urinprøve og graviditetstest. Og dejligt mange nærbilleder.

Økonomiske jubeloptimister med støttepædagoger

og det seneste nye påhit fra TV2:

Singleforældre i flok iført egne børn og fælles begrænsninger

Forbløffende.

Dels at folk stiller op med parforholds-, graviditets- såvel som økonomiske problemer. Og børn ikke mindst.

Dels at det helt åbenbart er populært.

Selv får jeg det på samme måde som når jeg bliver tvangsindlagt til andres mobilsamtaler.

I soveværelset ligger en skabelon til sandaler.

Vinterferien blev brugt til at smede et Gladius.

Ude i skabet findes en uldkofte og hør til en undertunika.

Når modellen ellers lokaliseres, har jeg lovet at producere uldsokker i tunesisk hækling.

Gemalen er nemlig blevet fritidsromer.

Men så kan han også se frem til at blive slået ihjel på fast basis en hel uge i sommerferien.

Og se Circus Maximus.

Det sidste hjælper jeg gerne med.

Vi shopper mad.

Og med de spisevaner vi efterhånden har tillagt os, er diskussioner om hvorvidt der skal shoppes noget som helst andet da også fuldstændigt hypotetiske.

Ikke at vi vælter os i belugakaviar og kobebøffer. Næ næ.

Men vi redder verden, gør vi. I dag har vi f.eks. liiiige købt tre (TRE!!!) liter mælk i Superbrugsen:

Coop’s marketingsafdeling har i denne uge valgt at slå et slag for købelysten.

Ved hjælp af papvin, industrikylling og mælk til “historiske lave priser”.

Det kan da ikke gå galt.

Alt det tager er en telefonopringning med prøvesvar midt i arbejdstiden. Halvkvædede viser og mandskabsmangel i den anden ende af røret gør også sit.

Gode viljer og elendig kommunikation. En tvetydig besked lige før weekendens lukketid, og spørgetiden afskaffet i praksis for dem med hak på helbredet.

I dag lagde vi så tid og krop til. Og ører. Gemt bag hvide forhæng i hjørnet af undersøgelsesstuen på Medicinsk Ambulatorium.

Og hatten af for de hvis dagligdag det er - evigt skiftende omstændigheder tackles og løses med højt humør og et imponerende gehør for de vekslende kunders tone og ståsted. På trods af mangel på plads og meget andet.

Som vores højt værdsatte privatpraktiserende formulerede det:

Jeg deltog i en konference, og sundhedsministeren stiger på talerstolen og taler om et sundhedsvæsen i verdensklasse. Måske for 30 år siden, men nu?

Bliver tingene sande hvis man gentager dem mange gange nok?

……Vi er et fredselskende, hjerteligt lille folk, der aldrig går i krig…….Vores uddannelses- og sundhedssystem er uden sidestykke……Vi er Europas mest miljøvenlige mennesker…….Åbenhed, solidaritet og ligeret er en grundfæstet del af vores natur 

……Og hvis vi allesammen tager os sammen og bruger lidt flere penge på charterrejser og nye vinduer, så er der ingen finanskrise