Arkiv for maj 2006

Køn og kontrol

Publiceret
af
Naja
den 31. maj 2006
i Køn og Liv
. 1 Kommentar

Nogle mænds egen afmagt i forbindelse med deres seksualitet, forleder dem til at tro at kvinderne har magten.

Deres angst for manglende formåen, får dem til at anklage kvinderne for at ville kastrere dem.

Jeg bliver helt ind til marven trist af at se, høre, og læse selvstændige og stærke kvinders overvejelser om hvordan man “bløder sig selv op” - og ikke virker for voldsom på mænd. Det eneste der kommer ud af det er gråd og tænders gnidsel.

- Det kan godt være det lykkes i første omgang, men i et helt samliv ? Og hvem er det lige man forsøger at stille tilfreds ?

Mænd der er så uforankrede i deres maskulinitet og væren, at enhver entusiasme i en seksuel relation opfattes som om man er ved at “overtage kontrollen”. Eller endnu mere ubehageligt, er - på egen hånd - glad for sex. Måske ligefrem en nymfoman ?

Det ultimative maskuline skræmmebillede - kvinden der ikke kan tilfredsstilles. Måske ligefrem noget så slemt som en luder. Et godt gammelt, forslidt udtryk, der i forbløffende grad nyder fremme i visse dele af blogland.

En standardreaktion, når kvinder kaster deres køn og kærlighed i grams. Vel nærmest den typiske reaktion, når man gerne vil beholde det attråede for sig selv, og i stedet ser det falbudt til (alle) andre.

Anette Warring har på fremragende vis beskrevet hvordan kvinders dyd tilsyneladende gøres til en altafgørende faktor i krig. Eller i enhver anden form for konflikt, mænd imellem.

For kærlighed ER magt. Og fri kærlighed er frigjort magt.

En konstellation mange traditionelt indstillede mænd med deres noget firkantede forestilling om magten som noget der kan erobres, så man kan stå og pisse ned på alle dem der ligger under, har endog rigtigt svært ved at kapere.

Personligt har jeg slået genvej. Her er ingen ludere, og slet ingen madonnaer.

Her er det nemlig meget værre:

Enter Vagina detata

* SMAK *

Hvorfor forsøge at please nogen man dybest set aldrig ville kunne holde ud af være i stue med, endsige seng ?

Den kloge mand sér bagom dette, han ved at tænder primært blottes for at demonstrere, ikke for at angribe uvarslet.

Og først når man for alvor véd hvor man har hinanden, når man kan kaste de våben begge køn vitterligt har, kan man være sammen uforbeholdent på lige vilkår.

Den sande styrke i et forhold er styrken til at afstå fra magtkampen og kontrollen. Ikke fordi de ikke eksisterer, men fordi de ikke længere giver mening.

Ser man sig selv som offer, må der nødvendigvis være en bøddel. Tvinges den ene ind i rollen som passiv og feminin i den stereotype forstand, må agressionerne ud på anden måde - og dét er sjældent kønt. Omvendt er der næppe nogen kolos på mere porøse lerfødder end den traditionelle, agressive, altid aktive manderolle.

Kloge kvinder står ved hvem de er, uansét hvad der måtte blive projekteret over på dem. Dén gordiske knude kan ikke løses på anden måde.

Dét ved de kloge mænd så også at de gør - WYSIWYG i praksis - resultatet kaldes naturlig selektion.

Alt andet bliver vel egentligt bare til ordskvalder.

Anger by Proxy…Hrmph

Publiceret
af
Naja
den 31. maj 2006
i Liv og Spild af tid
. 1 Kommentar

Jeg bliver meget sjældent vred for alvor, men hvis der er noget der kan pisse mig helt og aldeles af - Så er det kolleger og andet godtfolk, som man er tvunget til at omgås, og som synes det er fuldstændigt rimeligt at køre deres eget dårlige humør af på deres omgivelser.

Jeg bliver SÅ forbandet arrig over deres eklatante mangel på almen dannelse og opdragelse og ringe evne til at få ryddet op i deres personlige rod - med de rette modtagere på, i stedet for hvem de nu lige finder for godt at brække sig ud over.

Oftest er det kvinder, og konfronteres de med deres opførsel, “aner de ikke hvad man snakker om”, og bliver oftest endnu mere smækfornærmede og perfide. Er det ikke dét man kalder for passiv-agressiv opførsel ?

Selv får jeg efterfølgende lyst til at gå ud og vælte noget stort der larmer…..

…..Kanoniseret regnvejrssang

Publiceret
af
Naja
den 28. maj 2006
i Liv og Skønsang
. 0 Kommentarer

På den trettende dag

I henved tretten dage i træk nu
har regnen bare pisket ned
som spyd & stiletter i metermål
& det bli’r hårdnakket ved
jeg sidder indendørs i mit fængsel
& afsoner den dom jeg fik
fordi jeg upåagtet slog tiden ihjel
- i et mikroskopisk øjeblik

Jeg keder mig ihjel
for egen regning & selvom du
med vilje lader mig vinde i Ludo
Mastermind & hva’ ved jeg
hænger det mig langt ud af halsen
for jeg taber mit ansigt
hvergang jeg er i selskab med dig

Jeg er led & ked & temmelig træt af
al den indendørs aktivitet
vi lægger for dagen i et omfang
jeg ikke på noget tidspunkt før har set
-udført med den intensitet

Alle isolerer sig i plastik
& med paraply under hver deres sky
massiv som var den af bly
& ingen husker længere
hvordan det nu var solen så ud
når vi ser bort fra de få
der bedrevidende påstår at solen den var blå

Det forlyder ude i byen fra min kilde
som er af den pålideligste art
at vi først vil blive benådet
& vi er netop mig & så min cellekammerat
- når alt igen bli’r soleklart

C. V. Jørgensen, Tidens Tern, 1980

Mimosernes indtog?

Publiceret
af
Naja
den 28. maj 2006
i Alt det andet og Liv
. 0 Kommentarer
 

Ind i mellem kunne det være interessant at hoppe 10 år frem og se hvordan vi ender med at håndtere nogen af de fænomener og begreber vi lige hér og nu har så travlt med. 

Krisehjælp f.eks.

Overordnet set har vi vel aldrig haft så lidt at være bekymrede for?
Børnedødeligheden er nærmest ikke eksisterende, vi lever til vi er oppe i 80’erne, får rigeligt med mad, og skal sjældent spekulere over om vi skal bruge vores penge på mad eller bolig eller fritid – der er skam til det hele. Vi bliver uddannede, de fleste af os.

Ser jeg bare 3-4 generationer tilbage i familien, bestod den af småkårsfolk: daglejere, husmænd/hedebønder, arbejdere, og et par enkelte faglærte håndværkere.

Margenen mellem almindelig overlevelse og den fuldstændige sociale katastrofe var anderledes smal. Det krævede ikke meget mere end en graviditet uden for ægteskab, eller endnu en graviditet inden for ægteskabet, en lungebetændelse, en ægtefælle der spillede eller drak lidt for meget, dårligt vejr, en brand, eller en fyring.

Man klarede sig, resultatet var ikke kønt, men man klarede det. Vilkårligheden i tilværelsen var til at tage og føle på. Og i langt de fleste tilfælde levede folk vel lige så lykkeligt (til deres dages ende) som nu.

Nu, hvor folk bliver debriefet med en psykolog efter at have siddet fast i en forlystelse i Tivoli. Og andre klager over at ingen tager sig af dem, når de bliver vidner til forbrydelser. Ikke ofre, men vidner.

Objektivt kunne man jo mene, at vores oldeforældre havde en hel del mere hjælp behov. Og næste slutning kunne så blive, at vi er blevet en samling sarte mimoser, der ikke ønsker at forholde os til at, jo: Shit happens. Det er faktisk et menneskeligt grundvilkår.

Eller ligger forklaringen et helt andet sted?

Handler det om at kravene til alt det vi skal kunne håndtere og præstere som almindeligt menneske – uden at pive - er tårnhøje efterhånden. At kompleksiteten i vores tilværelse er blevet alt for høj?

Så høj, at når der endeligt sker noget fuldstændigt vilkårligt og ukontrollabelt, SÅ er det også i orden at kræve at der kommer nogen og puster og anerkender at det er synd, NU ?

Jeg må indrømme at jeg har det meget svært med de mere skingre eksempler på krisehjælp. Et eller andet sted røg vores proportionssans af sporet - for pokker, det kræver bare en halv times TV-Avis at se at vi lever et uhyggeligt beskyttet og priviligeret liv i forhold til så mange andre.

Men dét svarer vel omvendt bare til beskedden om at spise op, når nu de sultne børn i Afrika ingenting får.

Smertetærsklen er nok altid subjektiv.