Ind-, ud-, og sammenfald
…hvis man vil stresse en Nellike klokken tidligt om morgenen, skal man bare placere hende i kupé med et grædende barn.
Det nærmer sig panik, på en måde der ikke eksisterede før jeg fik børn, men som åbenbart også gælder andres afkom. Selv om de har medbragt en forælder.
Underligt nok. Mine egne er for længst ovre den alder, hvor man kan blive SÅ utrøstelig/ulykkelig.
Skaden er tilsyneladende permanent. Så meget for ens hårdkogte selvforståelse.
Nogen gange bliver man blæst omkuld i biografsædet.
Vi så The Proposition forleden uge.
Det er meget længe siden jeg har set noget så anfægtende, voldeligt, blodigt, pågående, og fuldstændigt fremragende !
Det er en af de mest moralske film jeg har set, nærmest gammeltestamentlig i sit emnevalg, og meget bevidst i sit billedsprog og sammenstillen af kontraster.
Samtlige skuespillere spiller r…. ud af bukserne. Intet mindre. John Hurt er med i en birolle, og stjæler, ikke overraskende, enhver scene han deltager i.
Til gengæld bliver man en anelse træt af af se Emily Watson i endnu en rolle som mælkehvid kvieøjet offer for omstændighederne.
P.S. Når filmen starter, er der en formel udtalelse fra to aboriginal-stammer. Blandt andet udtaler de, at der fremgår billeder af døde mennesker ???? Og så noget mere i forhold til de aboriginals der medvirker ?? Er der nogen der har nået at læse HVAD der står, og hvorfor det står der ?
P.P.S. Nick Cave er en helt !
I anledning af koncerten i Horsens lige om lidt, hvis ellers kokospalmer og stemmen vil, fandt jeg en bog frem fra reolen til min kollega:
The Rolling Stones: Vores egen historie, som vi fortalte den til Pete Goodman. (Den eneste helt autentiske beretning - med 32 sort/hvide billeder!!) - Og så til 4,75 fra Winthers Forlag i det Herrens år 1965. Brian Jones er selvfølgelig med.
Siderne er nu nærmest orange, så dårlig er papirkvaliteten. Og sproget nærmest rørende i sin altmodisch-hed:
Før et stort show sad de engang roligt og ventede på en eller anden pub. Sammen med dem var medlemmer af to andre grupper, som allerede havde smagt hit-parade successens søde nektar. Disse unge mennesker var tydeligvis forbløffet over stenenes uanfægtede optræden. For det første virkede de ikke spor nervøse. For det andet syntes de endnu ikke at ane, hvilke numre de skulle spille. De havde dagligt tøj på, og det var tydeligt, at det ville de også have på inde på scenen.
Brian forklarede baggrunden for denne deres indstilling: “Der var engang hvor vi spekulerede på at anskaffe os specielt tøj at optræde i. Men vi kunne bare ikke blive enige om stilen, ja end ikke om farven. Vi har jo alle forskellig smag. Og ingen af os ønskede at blive en kopi af de andre. Det ville betyde for meget ensretning. Se bare på alle de andre grupper, der går på scenen i deres mohair tøj og blankpudsede støvler. Der er så mange af dem at man ikke kan udskille dem fra hinanden.”
Man må konstatere, at de formåede at udskille sig.
Bogen er lidt sjov, måske især når jeg sammenligner den med en anden jeg har stående, også (oprindeligt) udgivet i 1964. John Lennons’ Af mig selv. (fordansket af Erik Thygesen)
Hvor “Vores egen historie” er klam, kommerciel fidus, er “Af mig selv” rendyrket galimatias, udgivet på papir i god kvalitet, illustreret af Lennon selv, og layoutet meget nydeligt. Her en smagsprøve:
I et fjernt land langt langt borte bag bjergene hvor kragerne gør, boede der engang 39 menisker milehvidt fra alt muligt på en lille ø i et fjernt land.
Da høsttiden kom fejrede de det alle med et mægtigt gilde med dans med m. Det var Perrys (for Perry var bumester) opgave at fremskaffe (og Perrys største fornøjelse bør jeg måske tilføje) et nyt og spændende (og det plejede det at være) spændingsmoment og spændende optræden (somme tider benyttede han en dværg) men i år havde Perry overgodt sig selv og fået fat på en Bryderhund! Men hvem turde brydes med så magesløs en skabning? Ikke mig i hvert fald. Nul!
Skægt nok må Beatles vist være et af de bands der på dét tidspunkt stadigvæk stod og gjorde sig i ens outfit til deres koncerter.
Er lige blevet dumpet med et brag.
Over telefonen, fint touch dér. Så får vi lige lagt niveauet for min betydning. Men, nåeh ja jeg skulle jo også dumpes alligevel. Ingen grund til at gøre noget særligt ud af dét så.
Jeg er ved at være for gammel til det her pis.
O Crown of Light, O Darkened One,
I never thought we’d meet.
You kiss my lips, and then it’s done:
I’m back on Boogie Street.
A sip of wine, a cigarette,
And then it’s time to go
I tidied up the kitchenette;
I tuned the old banjo.
I’m wanted at the traffic-jam.
They’re saving me a seat.
I’m what I am, and what I am,
Is back on Boogie Street.
And O my love, I still recall
The pleasures that we knew;
The rivers and the waterfall,
Wherein I bathed with you.
Bewildered by your beauty there,
I’d kneel to dry your feet.
By such instructions you prepare
A man for Boogie Street.
O Crown of Light, O Darkened One…
So come, my friends, be not afraid.
We are so lightly here.
It is in love that we are made;
In love we disappear.
Though all the maps of blood and flesh
Are posted on the door,
There’s no one who has told us yet
What Boogie Street is for.
O Crown of Light, O Darkened One,
I never thought we’d meet.
You kiss my lips, and then it’s done:
I’m back on Boogie Street.
A sip of wine, a cigarette,
And then it’s time to go…
Nye kommentarer