Kå’er har endnu engang begået en tænksom historie. Denne gang om netdatingens blandede velsignelser. I dette tilfælde kvinder der uden blusel kræver mænd med stor “M”. Uden i øvrigt at gøre sig den umage at definere hvad en sådan mand med gammeldags retstavning består af. Testestoron, store overarme og sammenvoksede øjenbryn, måske ? Og hvad med døgnets resterende 23 timer?
Kom sådan til at tænke på en mail jeg fik på Dating engang. Efter at have udvekslet almindeligheder over et par omgange, finder denne her fyr åbenbart ud af at hende kranen vil han godt satse lidt mere på.
Hvorefter jeg får længere epistel, Gud hjælpe mig i listeform, om hvordan han sætter pris på smukke kvinder, der ved hvad hhv. mænd og kvinder er gode til. Og mere af samme skuffe. Postulater i overskrift, på rad & række.
Det var jo nogenlunde som at vifte med en rød klud. Han får en epistel tilbage om det fuldstændigt subjektive i hans listemageri, og hvad han i øvrigt mente med de dér kønskriterier.
Det er fint med mig, at mænd sætter ord på hvad de sætter pris på ved en kvinde. Åbenhed og verbalisering er lige vand på møllen. At være feminin er klart en kvalitet, det samme er maskulinitet. De er jo pokkers sexede, de dér kønsforskelle.
Postulater er til gengæld ikke.
Jeg ser rødt! Kønsstereotyper for deres egen skyld er dræbende. For alle. De er til en begyndelse så usansynligt fantasiløse. Så u-kreative. Rigide. Så meget smiden børn ud med badevandet.
Den største og skarpeste politiske begavelse jeg kender, sidder på hovedet af en kvindelig kollega, der arbejder som chefsekretær. Midt i mellem telefonsamtaler med mild stemme, ulastelig påklædning og en effektiv kalenderføring, fyger det med knivskarpe politiske analyser serveret med kulsort humor og med referencer til de mest utrolige ting. Hun er et menneske man bliver klogere af at tale med. Og i øvrigt indehaver af en komplet samling at Terry Pratchet’s værker.
Den sidste mand jeg delte matrikel med, kom slæbende med en symaskine der var en ½ gang større end min og som endda havde overlock. Han havde selv syet sit tøj en lang periode. På fuldstændigt samme måde som han selv havde gennemrenoveret sit hus med perfekt tømrerarbejde, murerarbejde og elarbejde. For ham handlede det om at løse nogen specifikke opgaver med hænderne, og dem løste han så. Hvis han lige netop havde i hovedet hvordan noget skulle se ud - det være sig bukser eller et gulv. Jamen så løser man opgaven.
Det er sådan noget der gør folk interessante at være sammen med. At kende.
Og lige netop det samme der gør de mennesker der betjener sig af sådan nogen skabeloner til ordning af deres verdensbilleder, temmeligt kedelige. At leve sammen med, og interagere med i al almindelighed.
De går glip af så meget.
P.S. Jeg hørte aldrig noget igen fra fyren. Ikke overraskende. Og de levede begge lykkeligt videre til deres dages ende….
Nye kommentarer