Kryddernelliken

Holdt Jul hos min søde farmor. Hvilket var hyggeligt, afslappende og rigtigt dejligt.

Der var hverken mangel på samtale, nødning eller rødbeder.

Vi fik snakket godt igennem, som man jo skal når man ikke ses så tit, og den ene ikke hører så godt efterhånden. Så telefonen er efterhånden mest til de korte beskedder. Desværre.

Den lille farmor er ved at gøre tingene op i øjeblikket. Det har hun vel egentligt gjort de sidste par år. NÅR-JEG-NU-IKKE-ER-HER-LÆNGERE ligger implicit under en stigende del af samtalerne. Tidligere protesterede jeg, det gør jeg ikke længere. 

Dels fordi hun vitterligt er 95, dels fordi alle de protester ikke tjener noget formål, andet end at lyde som om man ikke tager hende alvorligt.

Med til revisionen hører også et udtalt behov for forære forskellige, nøje udvalgte ting væk. Ting hun mener andre i familien kunne tænkes at have behov for - Og “det ligger jo bare i skabet her hos mig”.

Den gang kom jeg hjem med 4 damaskduge. Fine, rullede duge, der mindst må have ligget urørte de sidste 12 år, så længe er det siden hun havde en varm-rulle. Mindst lige så mange afventer nu min søsters besøg. Og de er gamle, arvegods fra utallige familiefester. Især fra min farfars familie. Han var enebarn på gården ved Tørring, hvorimod min farmor var ældst af 12 børn.

Nu skabet alligevel var åbnet, blev andet også taget ud og vist. Fine mellemstykker, servietter og tynde håndklæder, nærmest viskestykker. Men altså håndklæder, som man brugte dem før nogen havde tænkt på frotté (og vaskemaskiner - kors hvor en kamp at skulle have vasket frottehåndklæder i en gruekeddel.)

Meget af det baldyret og broderet efter alle kunstens regler. Fladsting, hardangersyning, knudesting, alverdens andet. På fint bomuldslærred, med hvid tråd. Ydmyge materialer gjort smukke ved utalte timers omhyggeligt, nøjagtigt, håndarbejde.

Mors og svigermors anstrengelser ved petroliumslampen fremvist for det vankundige barnebarn, der godt nok har det rette køn, men dårligt kan se forskel på frugten af flere ugers arbejde, inklusiv et helt livs træning - og en banal maskinsyet klud fra Faktas tilbudskasse.

Det er så vanvittigt svært at sætte sig ind i de store forskelle på vores liv. På de vilkår jeg lever under - og deres liv for næsten 100 år siden. Men lige dér var det meget konkret.

Historikeren Søren Mørch har en fantastisk beskrivelse i hans bog “Den sidste Danmarkshistorie”. Han kom oprindeligt i lære som sølvsmed:

“Visse ting, som at fremstille flade bakker eller firkantede cigarkasser var meget vanskeligt, og nogle af os fik det aldrig lært. Men bortset fra den slags spidsfindigheder, som de fleste af svendene heller ikke kunne lave, var det hele såre simpelt og i virkeligheden lært i sine grundtræk i løbet af en måneds tid. Resten af læretiden - de 3 år og 11 måneder - gik med at øve sig, øve sig, øve sig, øve sig, igen og igen og igen. De samme ting om og om igen i en uendelighed. Formålet med det var at lære at arbejde hurtigt og sikkert, at få faget ind i fingrene. Når man havde fået det, kunne man på meters afstand se, hvordan en lodning var udført, og hvad der var i vejen med den, hvis den ikke var i orden. “

Mørch fortsætter med at beskrive den lave timeløn og den uudtømmelige mængde tid man tilsyneladende brugte. Han konkluderer, at grunden til at der næsten intet gedigent håndværk findes længere, er at ingen er parat til at betale det som det koster, hvis ellers håndværkeren skal have en ordenlig løn.

“Læg mærke til tvetydigheden i historien om håndværkets forfald. På den ene side det umiskendelige tab af kvalitet, af målfasthed, af overblik og overskuelighed. På den anden side lettelsen ved at være sluppet ud af disciplineringens jerngreb og autoritetens snæverhed. Den, der ikke har oplevet det, kunne måske komme i tvivl om, hvad man skulle foretrække, men ikke mig, der har levet min ungdom med det. Befrielsen fra de små forhold var for mig kolossal og opvejede langt det, der blev sat til. Det storslåede ved at være sluppet fri, fornemmelsen af endelig, endelig at kunne få luft, var så massiv og uomgængelig. Det ville genere mig, hvis beskrivelsen af den kvalitetssans, som jeg hersede med at tilegne mig skulle forlede nogen til at tro på de gode gamle dage.”

Mine oldemødre har brugt evigheder på at blive så gode til at brodere, som tilfældet var. Ud fra relativt enkle materialer skabte de noget smukt, noget der blev værdsat. Samtidigt med at det selvfølgeligt også signalerede noget andet - nemlig deres egne evner som syersker. Der har uden tvivl også ligget andre signaler i de fine ting min farmor har liggende, jeg kan bare ikke længere aflæse dem fra mit verdensbillede.

Det jeg kan se, er den anseelige mængde tid det arbejde har taget. Tid jeg på ingen måde selv ville være parat til at bruge. Tid jeg ikke har.

Fordi mit liv er så helt anderledes end deres. Jeg ved en hel masse andre ting end de. Vores viden er lige så forskellig som de verdener vi hver især beboede og bebor. Min skolegang har været indtil flere gange længere end deres, og mit arbejde er selvstændigt og isoleret fra det hjem der dannede basis for hele deres voksenliv efter ægteskabet.

Min bredde er enorm - deres dybde tilsvarende.

Æbler og appelsiner. Og kun på 50-75 år.