Vi mødtes umiddelbart efter Nytår.
Skrev og talte i et væk de første par uger. Telefonregningen for januar var firecifret. Starten af februar ligeså.
Han ligger ved siden af, nu. Sovende. Fra midten af februar har der været en håndfuld døgns adskillelse. Højest. Ingen af os kan huske det så nøje. Ingen af os kan huske hvornår vi egentligt mødtes første gang, eller hvordan det var inden.
Andet end at dette var det sidste vi ville. Brændte børn leger med ild i strakt arm.
Officielt skifter han adresse om et par uger. Reelt gør det ingen forskel.
Det er alt sammen meget anderledes. Også for omgivelserne, hvis reaktioner strækker sig over alt fra det undrende til det småbekymrede.
Selv har jeg ikke forsøgt at forklare noget for nogen. Det er.
Han har prøvet et par gange. Den beskrivelse der tilsyneladende giver det største indtryk af anderledesheden, er det enkle faktum at vi ikke har set fjernsyn de seneste 3 måneder.
Overhovedet.
Åbenbart et symptom på et nærmest jordomstyrtende eksistentielt skred i tilværelsen.
Fint med med mig.
Da jeg flyttede for snart et halvt år siden, var det ikke lysten der drev værket. Men overjeg’et og økonomien.
Kombineret med nyt arbejde og mørke overalt, føltes de første par måneder som at vade rundt i een stor, tung dyne.
Så var det at det lysnede.
Og jeg opdagede at her er smukt. At fuglene synger. At markerne strækker sig. At togturen altid byder på dyr i skovbryn, og harer på fuld firspring.
Og skoven. Der ligger lige bagved og dækker en hulens masse kvardratkilometer.
Så i Påsken har jeg:
Kysset på Sjællands højeste punkt
Set salamandre for første gang i mindst 20 år
Gået på århundredgamle stier
Besøgt førkristne offersteder
Drukket kaffe med en spætmejse som nærmeste nabo
Generet ind til flere bogfinkekolonier
Passeret flere mindesteder for 2. verdenskrig og våben-nedkastningerne
Set en sumpmejse
Fundet et shelter, hvor vi helt sikkert skal slæbe de sagesløse unger med ud at sove til sommer
Det’ vist alt i alt OK.
Snøftende datter ved puttetide i går aftes:
“Og så får jeg fregner Mor, og jeg vil ikke have dem. Hvordan får man dem til at gå væk?”
Pludseligt er jeg selv smidt 30 år tilbage i tiden, hvor det største ønske var at hedde Bettina eller Susanne og have glat lyst hår og ensfarvet hud.
Det var ellers lykkeligt glemt, og den voksne mor synes ungernes fregnede næser er det fineste forårstegn. På linie med udsprungne æbleblomster og såning af ærter.
Men nej.
Fordelen er så da i det mindste at solcremen kommer på med et minimum af brok, selv om den påstås at lugte af sure tæer. Og at solhatten var som limet på i dag.
Nye kommentarer