Kryddernelliken

Jeg mødte en 7-årig pige i går. Lad os kalde hende Pia Nette efter en litterær heltinde fra for længe siden.

Vi skulle ud og lave kvalitetstid på Fjallrävenmåden, og på vej derud kører vi igennem skoven. Sammen med os er den ene af ungerne.

Inde i skoven ser vi en meget ked pige komme gående i vejsiden, imod os. Jeg får hoppet ud og hilst på hende, og spurgt hvad der dog er galt.

“Mor og far er kørt uden mig”. En spinkel lyshåret pige med fletninger, skjortebluse og bare tæer i de fodformede lædersandaler.

Hun tager min hånd og sammen går vi op til bilen, hvor kæreste og eget medbragte barn står med øjne som thekopper. Aldrig har hun oplevet noget lignende.

Pia-barnet fortæller, at de har været i skoven for at hente træ til lillesøsters nye sandkasse, og at bilen er kørt uden hende.

Da først hun får taget min hånd, stopper tårerne. Hun er beklemt, men samtidigt også troskyldigt sikker på at nu bliver der hjulpet.

Heldigvis kan hun vejen og nummeret på hvor hun bor. Og efternavnet. Byen er hun ikke sikker på. TDC’s oplysning er flinke til at lave en søgning på oplysningerne og finde et hit i en nærliggende by. Med to mobilnumre.

Far svarer på det første nummer. Han siger mor er på vej.

I mellemtiden får det nu noget mere snakkesagelige barn fortalt at hun har 3 søskende.

Efter et kvarters tid kommer en stor, ny familiebil kørende. Den stopper og ud suser mor i flagrende kjole, hen til den nu synligt begejstrerede datter. Stort knus og en masse usammenhængende snak, iblandet noget “du er jo så stille,vi havde slet ikke opdaget du ikke længere var i bilen” og “det her kræver vist en stor is som undskyldning”.

Hun er fuldstændigt opslugt af datteren, og vi får smilet venligt, sat os ind i bilen, vinket til Pia, og kørt videre.

Hvad kunne vi sige, der var dækkende i den situation?

Men den hjemmelavede datter sad bagi bilen og så meget optaget ud. Det er også noget af et skrækscenarie for en 6-årig. At den slags lader sig gøre. At man af vanvare kan efterlade sit ene barn og køre langt nok væk til at det minimum tager 20 minutter i bil at komme tilbage igen.

Tilsammen har vi her i huset fået skrabet 3 børn sammen i 5-6 års alderen. Og guderne skal vide, at der er tidspunkter hvor et lignende stunt virker voldsomt tiltrækkende. Bare kortvarigt.

Men ved et uheld? På en øde skovstrækning?