Arkiv for juni 2007

Fedt

Når man bruger offentlige transportmidler til daglig, får man på nogle punkter ret håndgribelig føling med tidens interessante trends.

Hårmode f.eks.

Når de stakkels unge mennesker indtræder på arbejdsmarkedets store frådende arena, og slæber sig på job klokken kvart i kvalme om morgenen, har vi andre der kommer anstigende på mere menneskelige tidspunkter ikke svært ved at visualisere deres udmattede søvn op ad vinduet på vej mod job.

Man skal bare kigge på ruden, hvor de har hvilet deres mødige hoved.

Det er lidt som at kigge på dyrespor i naturen. Der findes de fineste aftegninger af halve hoveder, med detaljer helt ned til de enkelte hårstrås retning og længde.

Smukt aflejret i det milimetertykke snaskede lag de har efterladt på glasset.

Det er en sært trøsterig tanke, at de overhovedet evnede at løsrive sig igen da de skulle af på stationen. Man kan nemlig godt blive lidt bekymret på deres vegne, når man ser endnu en ungersvend der har kørt en halv pakke palmin igennem frisuren.

Det må også være tungt at slæbe rundt på. Sådan en tottet klat på hovedet. Det ser ihvertfald ud som om det må være tungt at slæbe rundt på.

Gad vide hvad de vasker hår i? Grundrens?

Eller har de bare beklædt hovedpuden med voksdug?

Ro

Det regner, solsortene synger i haverne udenfor, katten sidder spindende på ryglænet af sofaen bag mig, mens manden står på terassen og nyder synet af den våde have.

Det er lige gået op for mig at jeg for første gang i flere uger har et liv igen. En tilstedeværelse. Uden at tænke på arbejde, strategier, scenarier, handlinger og konsekvenser hvert andet øjeblik. 

Som tinitus. En konstant løbende undertekst til alle andre tanker og indtryk. 

Væk.  

*phew*

Hvordan fanden sneg det sig under min radar denne gang? Jeg troede jeg kendte tegnene. Genkendte signalerne?

Hvornår indtræder den hårfine linie mellem at brænde for noget, og så brænde ud?

Der er ingen udbrændthed denne gang. Det har været en forbigående periode på et par ugers højintensitet. Delene er nu sat i bevægelse, tingene går deres gang. Grebet løsnes.

Men det er ikke rart at måtte æde, at jeg er ganske uden evne til at erkende hvor meget det optager mig, før bagefter.

At evnen til selvreflektion bliver omvendt proportional med omdrejningshastigheden.

Skræmmende. Ganske enkelt.

Især i betragtning af at de 3 måneders sygemelding for stress sidste vinter burde have været en større huskekage.  

Hvad pokker stiller man op den dag lokummet for alvor brænder? Og omstændighederne ikke ændrer sig, og kurven ikke flader ud efter en periode?

Hvis man sætter sig i bevægelse og først flere måneder senere finder ud af at man har arbejdet i et alt for højt gear alt for længe. Fordi man så ganske enkelt ikke længere kan mere.

Noget forstuvede min proportionssans for længe siden. Det er bare først nu det er gået op for mig, at den tog permanent skade.

Måske har den bare aldrig været der?

Hvis man altid har kunnet komme ud som situationens herre ved lige at gøre en ekstra indsats, tænke lidt hurtigere, forberede sig lidt bedre, løbe lidt stærkere, jamen så er det vel det man gør.

Også i de situationer, hvor det slet ikke giver mening at løse tingene på den måde.

For pokker hvor ville det være dejligt med en amerikansk selvhjælpsbog på 140 sider med smarte teknikker til hvordan man suger luften ind af det tredie øje og ud af mellemgulvet.

*Aouum*

Er der nogen der har et eksemplar til overs?

Hyldest til en energisk fransk førsteelsker

Her i reservatet har vi en helt:

Ahh my little darling, is it love at first sight is it not? No?

Længe leve lidenskabelige entusiaster, der ikke lader sig afficere af kedelige detailspørgsmål.

Der elsker uden nåde, næsten uafbrudt. Og med massiv accent. Ikke mindst.

Det sidste citeres heftigt og med stor fornøjelse. Muhligvis fordi ingen af os er belemret med nævneværdige færdigheder i fransk. Ellers.

Ungerne synes vi er for underlige.

-Moi?

Livet er en morgengave…

…..sjælen er et pilgrimskor

Egentligt skulle det bare lige være en hurtig aftale på rådhuset. Som faldt på den første torsdag 3 uger senere. For så lang tid tager papirarbejdet, og torsdag er der længe åbent.  

Men det udarterede sig, gjorde det.

 

Bagefter blev der rejst med veterantog, og det venlige personale udleverede endda igen en gang gavekuponer. Inden længe forventer vi at kunne omsætte den efterhånden anseelige samling af kuponer til et smukt tårn af assorterede vekaoprodukter, let stænket med juice og kildevand.

Vejret var smukt, maden fantastisk, og så tog vi på havevandring.

Da det blev tusmørkt, tog vi en tur. En ekstra lang en, for det var lige før han stoppede for den dag, og der var ingen der ventede.  

Det var ren Henning Mouritzen og Siw Malmkvist.

 

Det var i det hele taget mere end dejligt.