Vi stoppede jo med at bruge TV’et engang i februar, andet end når ungerne skal se et eller andet. Det var egentligt ikke en højtidelig beslutning, det viste sig bare at når man i forvejen ikke ser så meget, ser man heller ikke så mange reklamer for programmer + serier man absolut ikke skal gå glip af, og pludselig en dag går det op for en at man ikke har haft tændt for kassen siden sidst der var børn i huset.
Det er nettet i stedet. Og samtalerne, hyggen med ungerne, læsningen, alt muligt.
Fri tid - der skal ikke nås noget på bestemte tidspunkter. Dem er der nemlig rigeligt af i forvejen, ude i den virkelige verden.
I praksis har det vel været lidt som når man holder op med at ryge: Den første måned man man rigtigt mærke hvor mange penge der er til overs, næste måned føles det ganske som sædvanligt.
Nem beslutning, altså.
Nu er jeg så småt ved at tage tilløb til en noget større en af slagsen, for:
- Når man nu ved, efter at have mærket det, grundigt, på egen krop at det at have et job ikke er ensbetydende med at have et liv, faktisk snarere tvært imod.
- Og desuden er nået frem til at det at være en success på jobbet heller ikke på nogen måde er et kriterie for om man er et vellykket eller lykkelig menneske.
- At det eneste tilbageværende kriterie for om det er godt at arbejde, egentligt er om det er interessant.
- Og omvendt heller ikke sluger den sparsomme rest af fritid der er, efter først 37 timer plus 8-10 timers transport & logistik.
For et år siden blev første skridt taget, da jeg søgte noget andet. Og fravalgte den prestigefyldte titel på den gamle arbejdsplads og den fine månedlige hyre, der ligger 25% over hvad jeg har i dag.
Jeg gaaaad ikke. Det var bare ikke det værd. En sygemelding for stress fik styr på proportionssansen.
Den indsats det job krævede, skulle høstes ind på fin løn og blæreværdi. Til gengæld følte jeg at jeg pantsatte min integritet. Og klart valgte jobbet over tilværelsen.
Valget mellem at leve for at arbejde, eller at arbejde for at leve.
Nemt valg, altså.
Her et år efter, i et andet job, højere oppe i en mindre og fra verdens centrum fjernere organisation, er status så - hvad?
- At det var det bedste valg jeg har truffet i mange år
- Men at afklaringen af at jobbet ikke er livet om at gøre, har sine konsekvenser
For er man først nået frem til, at den vigtige tid er den frie tid, så er 10 timers fravær dagligt for meget. Havde vi boet ved siden af, ville de 7,5 time såmænd også være for meget. Og p.t. er det endda en del mere end det.
Men så må man jo gøre noget ved det. Noget langsigtet, intelligent og klogt.
Hæ.
Der er max. 2 år til studiegælden er væk. Og måske et år mere indtil resten af gælden også er.
Så er lønnen ikke længere en meget nærværende nødvendighed på samme måde som nu.
Det ville faktisk være realistisk at gå på deltid, som et-eller-andet. Ikke engang nødvendigvis inden for faget.
Ting har aldrig rigtigt sagt mig noget. Møblerne er arv eller genbrug, tøjet købt til funktionerne. Nye køkkener og nyt isenkram (når bortses fra bærbare Pc’ere!) rager mig en høstblomst. Bilen skal kunne køre og fungere fornuftigt, men den skal ikke se ud.
Men det ville betyde et farvel til drømmen om huset, grunden, jorden. Den drøm der grotesk nok er uløselig: For hvor ville tiden til dyrkningen, jorden under neglene, drivhuset, nydelsen og kalkningen af murene komme fra, når der alligevel skal tjenes ind til terminerne?
Og det ville betyde en tilbagevenden til benhård økonomisk prioritering. Med vores nuværende løn kan vi reelt lalle rimeligt meget rundt uden at studere kontoudskrifter.
Men kan jeg finde ud af at tage valget:
Glad slentren mod benhård prioritering til regningerne (det er to meget forskellige former for økonomisk frihed det her!)
Totalt fravalg af alt hvad der ellers defineres som standarden for voksenlivets stræben: Det “gode” selvrealiserende arbejde.
Til fordel for et liv, hvor der end ikke findes fligen af en selvrealiserende begrundelse:
Jeg skal ikke være selvstændig/skrive århundredets roman/finde mig selv/finde meningen med livet.
Kan man det? 
Sikkert er det, at alternativet nok skal give sig selv helt automatisk de næste 25-30 år, hvis ikke jeg vælger.
Og det er jo i sig selv et valg.
well well.
Nye kommentarer