Vi er en anelse boligsøgende. På den temmeligt tilbagelænede måde. 86 m2 er ikke alverden når man til tider er 5 mennesker, hvoraf de 3 besidder en forrygende evne til at afstøde hvad-som-helst de har haft i hånden i løbet af dagen på den første og bedste ledige kvardratcentimeter de kommer dryssende forbi.
Men det er heller ikke akut med et nyt sted at bo, stedet her er glimrende når lige ses bort fra størrelsen. Hvilket alt i alt er udmærket, når man p.t. bor til leje og ikke har en rig, afdød arveonkel i baghånden.
Så prisen på det vi har råd til, er til at overse. Det er i klassen misligholdt-parcelhus-fra-tresserne-i-udstykning-til-soveby eller landhus ditto.
Husene vi kommer ud til, har flere fællestræk: (parcellerne er fravalgt på forhånd)
De har alle, engang, været almindelige uprangende murstensbygninger, der ikke gør noget væsen af sig, uanseelige men solide.
Så kom der en ny ejer der bedrev boligindretning med en mukkert, krydsfinér, spånplader, gipsplader, listelofter, gulvbelægning i vinyl og savsmuldstapet. Nogle gange også med beton. Nogle gange med gasbetonsten.
Finishen er, når det er helt klassisk, til slut at pladre alle malbare vægflader til med dupmønstre fra en skuresvamp. De seneste par år har dette dog fået ret stærk konkurrence fra smør-hvidt-over-det-hele-stilen.
Silvans gør-det-selv-pamfletter og den hedengangne Flemming Leth har den onde lynemig meget at stå til regnskab for.
Det kan så være hvad det være vil, hvis ikke trenden herefter tydeligvis er at man så går død i al den nyindretning og handymandsvirksomhed.
Og lader hele lortet stå og forfalde en 10 års tid.
Glemte jeg at fortælle at samtlige at de huse vi har set i denne genre, har minimum éen parabol plantet et eller andet sted på matriklen?
Hvilket måske kan forklare den voldsomme lyst til at forsøge at omdanne et husmandssted til noget i ranch-hacienda-Dallas-Dollars-stil. Som regel er der også rodet lædermøbler og meget store fjernsyn ind i det.
Økonomi kan være en glimrende forklaring på meget. At gøre det selv med spånplader handler vel også om ikke at have råd til håndværkere.
Det jeg til gengæld ikke fatter, er det manglende vedligehold. En bøtte træbeskyttelse er en overskuelige investering. At rense tagrenderne er til at overkomme. Småting. Men småting der koster enormt, hvis de ikke laves.
Dagens eksempel var lige efter skabelonen. Grunden var stor, og udsigten fantastisk. Huset noget der ligner et landarbejderhus fra århundredeskiftet. Med en lille staldbygning over for. For 15 år siden har det formenligt været et fremragende køb: Det var gedigne materialer, umoderne men solidt. En stor have med frugttræer.
Nu er det lige til at rive ned. Formenligt kan murene bruges. Taget er nyere, men lagt forkert, alt el- og VVS-arbejde ser hjemmelavet ud. Ingen originale gulve er tilbage. Billige, punkterede thermoruder. Grunden er tilgroet, godt det samme, så lagde man ikke så meget mærke til skramlet der flød rundt omkring.
Det værste var indkørslen, hele siden ud til skellet var fyldt med europa-paller. I meterhøje stabler. Varmen kom nemlig fra et kombifyr (endnu en klassiker i denne type huse).
Han havde boet der i 15 år, ejeren. At dømme efter fyrets udseende har det stået der i mindst 10 år. 10 år med trykimprægneret træ som varmekilde. Man må håbe de nye ejere der kommer, ikke er havemennesker. Det ville blive nogle tunge gulerødder.
Hele herligheden kostede kun 2 millioner og 300 tusinde.
Nye kommentarer