Kryddernelliken

Mellem november og marts er jeg levende begravet det meste af tiden.

Alt lukkes ned over hovedet på en. Himlen hænger nede om ørerne de fleste dage. Solen, når den ellers skinner, sniger sig rundt nede ved horisonten i stedet for at hænge der oppe hvor den hører til.

Og det kræver en aktiv indsats at undgå non-stop trøstespisning og smadret søvnrytme på grund af for lange soveture på sofaen. Alt krudt bliver suuuuget ud på arbejdet.

Det kan være det var anderledes, hvis man var uden for i løbet af dagen. I stedet for at rende rundt i kontorlandskaber med kunstig belysning. Gad vide om skovdistriktet tager voksenlærlinge?

Det finder jeg nu ikke ud af i denne omgang. Selv om jeg sagde mit job op i sidste uge.

For et par dage efter fik jeg et nyt.

Papirerne er ikke kommet endnu, men det lader til at det lykkedes. At ændre omstændighederne og vælge liv og familie frem for et arbejde der sluger alle reserver.

Vi havde regnet på det, og fandt ud af at tingene kunne køre videre med en mindsteløn. Og de søger postbude i disktriktet. Der blev sagt op med 2 måneders varsel, så sløjferne kan bindes ordenligt.

Kort efter kom mailen med invitation til samtale. Jeg bliver altså inden for faget, nu i en 1-1 målestok. 

De samme arbejdsopgaver, i mindre format, og lige netop den autonomi der altid har gjort hele forskellen. Med start i februar.

Og tættere på. 20 min. væk i bil faktisk.

Ambitioner er sære størrelser, mine har vist sig at være fuldstændigt blottet for titler og signalværdi. De retter sig kun mod det arbejde jeg laver med egne hænder og de kolleger der er i umiddelbar nærhed.

Så T-shirten foldes pænt sammen, parat til at en anden kan overtage den.

I stedet glæder jeg mig til foråret, når lysten til at nuldre rundt og lave alt-muligt-andet igen får plads.

Sammen med lyset.