Arkiv for januar 2008

Skriften til Muren

Ekstrabladet (ja ja, elendige læsevaner på nettetfortæller i dag, at man kan hente Roger Waters oprindelige manuskript til The Wall i pdf.

Jeg kan stadigvæk huske oplevelsen af at blive blæst omkuld i biografsædet, tilbage engang i midt80′erne, da jeg med min sagesløse lillebror på slæb så den i Grand.

Den sang der gjorde størst indtryk, var ikke med på pladen, som allerede havde været voldaflyttet i en uendelighed på værelsets ghettoblaster derhjemme i provinsen. (Fin-fin kopi-af-en-kopi på et 90 min. bånd) Og perfekt lydkulisse for en weltsmertz-ramt teenager med akut åndenød.

Forklaringen kom flere år efter i et af Spadestik og søns udsendelser: When The Tigers broke Free udkom kun på single. En single som DR oven i købet ikke havde i deres diskotek. Ugen efter blev den afspillet i en kopi som en venlig sjæl havde sendt ind.

Ret kort tid efter fik jeg en kæreste hvis omfattende pladesamling faktisk indeholdt singlen. Hey, manden havde egenhændigt købt en del af den på Horsensegnen så legendariske DJ Jan Boogaloo’s pladesamling, så han var på alle måder velassorteret hvad vinyl angik.

Og så blev der andægtigt lyttet. Sært nostalgisk at tænke på i dag, hvor alt kan findes allevegne, bare der er netforbindelse.

Den holder stadigvæk. Også efter jeg nu i flere år har haft den på CD.

Hårdføre kræ

 

sakset fra forsiden af BT.dk

Tju hej

…Så så man lige mig installere 2 nye blogs på det andet domæne.

Al skrydning er vel relativ, men i denne ende er jeg stadigvæk ikke kommet mig over at det gik uden underlige nedbrud og sære fejl.

Selv blinde høns finder korn nogle gange.

P.S. Hvem kender til et velfungerende foto-blog theme?

Idyl på dankort

Den latente virus brød ud igen.

Sådan går det når man læser John Seymors Håndbog i selvforsyning i en letpåvirkelig alder. Jeg blev inficeret tidligt, men snusfornuft og skepsis over for den “pakkeløsning” en del af diciplene udviser i forbindelse med ideen om selvforsyning, gør at det bølger lidt frem og tilbage med hvor langt det i praksis er kommet med en anden måde at leve på.

Under alle omstændigheder.

Vi har jo noget have. Og jord skal dyrkes. Helst med så meget som muligt, dog undtaget radiser og tagetes. Selv om sidstnævnte overraskende nok også viser sig at have deres mission på jord: Ifølge Havenyt.dk:

“I de senere år er tagetes også blevet kendt som et naturligt bekæmpelsesmiddel mod nematoder i f.eks. kartofler og mod jordtræthed. Til dette brug dyrkes jorden i et år med Tagetes erecta eller Tagetes patula som eneafgrøde. Tagetes er desuden en rigtig god insektplante, som tiltrækker nyttige insekter til haven. Til det brug skal man vælge sorter med åbne, flade blomster.”

Et af de steder hvor der tilbydes pænt mange frø, er på Isabella Smith a/s’ hjemmeside. Priserne er fornuftige, og udvalget, ihvertfald hvad sommerblomster angår, glimrende.

Og man må tage hatten af for det hamrende stringente og vanvittigt tjekket serverede koncept: Isabella Smith Countrystore (c).

Martha Stewart i skandinavisk fortolkning.

Der er dømt lavere engelsk landadel, flimrende lys gennem broderie anglaise gardinerne, yndige børn og hunde i lykkelig leg på græsplænen, stort landkøkken og væg til væg feminin lykke.

Når jeg bevæger mig omkring derinde, kommer jeg til at tænke på at nogle af de der var længst fremme i skoene hvad angår usability på websites, da jeg var i berøring med det i praksis, var Bon´ a Parte.

Ud fra devisen om at dårlig funktionalitet og kedeligt design i en webshop er lig med tab af kunder, gik de rigtigt langt i arbejdet med at fjerne enhver sten på kundens vej til den friktionsfrie shoppingoplevelse. Med held.

Men de når ikke Isabellasmith.com til sokkeholderne. 

Alt er lækkert serveret, billederne smagfulde, funktionaliteten på siden fremragende, farverne flotte. Ja, sitet egner sig glimrende til at bladre i, på samme måde som magasinet formodenlig. Det er et parallelt idealunivers, hvor kunderne “køber” forestillingen om det perfekte liv.

Hvilket, en del af varene taget i betragtning, nok også er nødvendigt:

Her et lille udpluk af mine personlige favoritter:

og

Og der er tilsyneladende flot salg i det. Meget imponerende.

Det må være samme mekanisme der gør sig gældende i forholdet mellem Notre dame og Søstrene Grene.

For 90 % af førstnævntes sortiment føres med jævne mellemrum af sidstnævnte. Men da intet af det placeres ved siden af lyserødt plastiklort og skramlede Hong Kong-dimser, kan prisen også sættes et sted mellem 4 og 7 gange så højt. 

Jeg vil være, derfor køber jeg.