…Og det skete i de dage, at det gik op for os at ferien kommer lige om lidt - igen. Og at det derfor nok var en god ide at planlægge noed.
Noed sommerhus-noed.
Eftersom Sigurd fra Bjørnetimen har promoveret Hammerhus så fint, at ungerne fablede om det flere dage efter, jeg selv aldrig havde været derovre (et ungdomstraume - mens alle andre i klassen betrådte det forjættede land i 7′ende, sad vi i en flyver på vej mod Dar es Salaam og 2 års famileudstationering for Danida), og gemalen kun skal der over på hyttetur med skolen to gange i efteråret….
…faldt valget på Bornholm. I uge 28.
Fluks var vi på nettet, og fandt et sommerhus model knaldhytte anno dazumal. De er sværere at lokalisere end som så - især hvis man oven i købet ikke gider at bo med naboer inden for de nærmeste 30 meter.
Stooor begejstring! Indbetaling af depostitum (det må man jo hellere, og huset kunne jo blive taget af en anden) med det vuns - og hopla! Fin bekræftigelse i indbakken.
Så var det at een af os kom i tanke om at Bornholm jo er en …… ø? Og at vi med tre unger plus det løse, nok liiige skulle have bilen med også. Ud til den langtvækliggende plantage, knaldhytten befandt sig i.
Og at lysere hoveder måske nok havde tjekket den del først.
Altså var næste stop Bornholmstrafikkens hjemmeside. Hvor de da havde en enkelt (!)ledig afgang tilbage… fra Ystad klokken 5 om morgenen. Så propper vi bare ungerne ind i vognen lidt over 3 om natten, og vips….. eller noget. Gemalens forslag om at proppe ungerne i bilen ved sengetid, og præsentere det som en sjov ny leg, blev kun ganske kortvarigt overvejet.
Og sørme om ikke der ikke var en “rabat” afgang ledig fra Rønne den eftermiddag vi skulle hjem. Til Køge.
Men det må man ikke - sådan kombinere rabat og ikke-rabat. Og de har vel monopol på transporten? ….. Så det blev lige 800,- mere for en senere tur på den samme færge.
Nå ja hvad, og pyyyh ha, og hvor dum kan man være, tø-hø, sådan at overse detaljer som vandtransporten.
Der gik faktisk flere dage, endda med genfortælling til sagesløse kolleger, indtil jeg en aften sidder og koordinerer ferie med ungernes far over telefonen. Her begynder han at tale om datoer i stedet for om uger.
Så var det at tingene begyndte at få en kedelig drejning. Jeg sneg mig ud i køkkenet og kiggede på klenodierne på køleskabet: 3 fine Leonard Cohen billetter. Til snart-80-og-næppe-på-vej-på-tourne-foreløbigt-hvis-nogensinde-igen-Leonard Cohen. Lørdag d. 5 juli.
I uge 28.
Det er ikke tit vi jokker i spinaten. Men NÅR det sker, så gøres det grundigt!
P.S. Nogle gange belønnes heldet mere end forstanden:
Der var en lignende knaldhytte ledig i samme plantage ugen efter. Og nu var der pludseligt TO ledige afgange med rabat, oven i købet på mere menneskelige tidspunkter. Så selv når ombookningsgebyret fra udlejningsbureauet blev regnet med, endte det med at være billigere end ved ugen før. Altså lige bortset fra huset, der ifølge billederne nu var en 70′er i stedet for 60′er-model. Og derfor anderledes opgraderet i prisen.
Men - pfth - mig bekendt er der gratis adgang til Hammershus. Og ungernes yndlingsspise alligevel ristede pølser og spaghetti. Måske vi flotter os med en sodavandsis også.
Nye kommentarer