Kryddernelliken

Det er mandag, det er fyraften.

Og min bedste ven har ondt. 

Lægerne vender og drejer ham, trykker med hårde fingre. Endnu er ingen blevet klogere.  Måske om et par dage, når næste udforskning sættes i gang. Bagefter er det bare at vente, i 4 uger.

I stedet for at holde mandag aften, holder vi udflugt.

Og ender hvor fjordene mødes, og damperen fra Sølager lægger til. I strandkanten med havblik, kaffe i kruset, vikingeskibe i sejlrenden.

Ro. 

Hornsherred på langs i skumringen hjemad, med Bo Kaspers i lydsporet.

Gode timer at suge på, når solen igen går ned 16:30.

Og sådan.

Der er langt over 700 dage til vi kommer i 40′erne. Ork dog.

Til gengæld ankom reparationsalderen lige pludseligt.

Aldeles uinviteret:

Som den trælse onkel man skylder penge, der nu står på dørtrinnet og kræver afdrag før den aftalte tid.

Som om der er en aftalt tid. 

Nå. Det er temmeligt sikkert ret harmløst. Men når det nu er det, kunne det så ikke bare være harmløst og umærkeligt?

Skal ting være partout mærkbare før vi tager dem til ordenlig efterretning.

 Jae.

Men NU har vi fattet vinket med vognstangen, så bare gem den væk igen.

Nogen tusind sommerdages tid.

Med lange aftener.