Vi har 2 læse-lærende i huset.
Der bliver børnestavet (nyt begreb, opfundet siden de mørke 70′ere), læst højt, og lavet bogstavlyde til den store guldmedalje. Entusiasmen er enorm, verden er ny og spændende.
Gemalen, der har en fortid hvor han fik løn for det samme, finder afveksling fra Søren og Mette.
Alt efter hvem der kigger i bogkassen er “Aaadr, dét gider jeg ihvertfald ikke”-reaktionen til at forudsige - den ene synes “Den lille heks” er noget af det mest tøsede og urimelige man kan læse. Mens den anden overhovedet ikke kan se at der skulle være grund til at bruge krudt på “Palles far”. Sådan noget drenge-noget.
Piiinlige bøger.
Stort var også kigget i sønnemands danskbog:
Fin-fin tegneserie med talebobler, som man selv skulle udfylde. En mand går en tur, møder mennesker og oplever forskelligt. Blandt andet kommer han til at gå over vejen uden at se sig for.
En bil bremser op, og en dame stikker hovedet ud og siger noget. [tom taleboble]
- Her er det så at den moderlige forventningshorisont nok umiddelbart opererer med begreber som:
“ups”
“hov”
“pas på”
eller måske “nej”
I stedet læner den nydelige dame sig ud af bilen, og med let utilfreds ansigtsudtryk råber hun
“Dø” (udtales døøøøøh!!)
Tag den, snublegænger.
Nye kommentarer