Kryddernelliken

Politiken har bragt et større interview med den afgåede landsfader.

“Fogh erklærer, at han er stolt over de faktuelle resultater, han har overdraget til Lars Løkke Rasmussen.”

Ligeledes udråber han sig selv til at være “kulturliberal”:

“At være kulturliberal er en kombination af frisind og værdifasthed. Jeg føler et stærkt slægtskab med hele den europæiske oplysningstradition. Troen på mennesket som et fornuftsvæsen. Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse. Det munder ud i den grundlæggende holdning, at man skal være kritisk over for autoriteter – det er jeg i opgøret med ekspertvældet. Vi skal have et samfund med frihed til forskellighed, et samfund med mangfoldighed, hvor vi ikke blander os i, hvad folk tror på, hvad de spiser, hvordan de går klædt – ja, der skal være plads til både sjove og skæve eksistenser”

Såmænd så.

- Og man må da lade ham, at han vitterligt har gjort en forskel: Ingen er upåvirkede af hans arbejde.

Hvis man starter med det helt nære, har jeg vel fået et par tusind mere i hånden om måneden - efter skat - i løbet af de seneste 3 år.  Det er jo efterhånden mange penge, man nu helt kan disponere frit over - og træffe sine egne valg med.

Forrygende. Især hvis man er sund og rask, har arbejde og ingen gamle slægtninge - eller børn.

Det er nok her jeg må krybe ud af skabet og bekende kulør, som den offentligt ansatte mavesure og utaknemmelige smagsdommer jeg egentligt er:

For de flere penge jeg har fået mellem hænderne, har jeg ikke formået at anvende på det de burde bruges på:

Jeg har ikke evnet at varetage mit frie valg.

For de penge jeg har fået, de der netop ikke gik i stats- eller kommunekassen, er jo ikke ubundne. De er jo ikke en foræring til frit indkøb af nyt tøj eller samtalekøkken. De er givet til at jeg som “værdifast fornuftsvæsen kunne anvende min kritiske sans over for autoriteter og ekspertvælder”, og disponere anderledes, end bevidstløst at bruge de forkætrede tilbud Den Danske Model stiller til rådighed for hendes borgere:

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg tog ikke mine børn ud af deres børnehave, og ind i en privat. Selv om den de gik i, var nedslidt og personalet var sygdomsramt i en grad så begge børn det sidste halve år de gik der, stort set ikke lavede andet end at opholde sig på legepladsen. Fra tidlig formiddag til afhentningen om eftermiddagen. Det er nemlig den nemmeste måde at holde øje med 60 børn på, når der ikke er nok personale. En praksis der tydeligvis ikke kun er et lokalt fænomen.

Vi oprettede heller ikke en privat sygeforsikring, som supplement til den praktiserende læge og sygehusvæsenet. Og oplever nu et lokalt sygehus der giver mindelser om det engelske under Thatcher. Og nej, det er ikke en talemåde - jeg boede i England i slutfirserne.  Det interessante i den sammenhæng, er hvordan Venstre reagerer, når en uvildig instans som Rigsrevisionen påviser at ændringer som de der er gennemført i sundhedsvæsenet har en konsekvens. Og at vores nuværende, ærede statsminister har en ikke uvæsentligt rolle i den sag.

Ja, så politiserer Rigsrevisionen. Ifølge Venstres politiske ordfører.

Formenligt kommer Rigsrevisionen også til at “politisere”, den dag den nye reform af jobcentrene skal evalueres. Aktiveringen af de ledige er blevet decentraliseret, ud til kommunerne. Der bliver belønnet efter stok-gulerods metoden. Jo flere i arbejde, desto bedre vilkår. Og skidt for den kommune der tilfældigvist oplever en stor arbejdsplads massefyre sine medarbejdere. For lige meget hvor dygtige de vil være, vil de ikke kunne sætte så mange mennesker i gang igen med det samme. Hvilket betyder mindre penge - og hvor skal man så finde dem henne? De største poster på det kommunale budget er det sociale - de ældre og børnene. Værsgo’ at file lidt igen.

Fogh - og Nyrup med ham, selv om socialdemokraterne gerne vil have det til at se ud som om dette her alene har været et Vestre-projekt - har sejret ad Helvede til.

Og når han nu futter ned til Bruxelles, og giver den som den sidste bastion for den europæiske oplysningstanke, ja så efterlader ham et land fyldt med flæbende, forkælede pattebørn: Voksne mennesker, der på trods af Farum-sagen stadigvæk tror på to weekender i samme uge, og som børn regner med at man godt kan købe alt det slik man lyster for sine penge, for så derefter at købe rugbrød for resten. Børn der bliver meget fortørnede, når de opdager at valget har konsekvenser.

At valg altid har konsekvenser.

Voksne mennesker, der for rigtigt manges vedkommende blindt stoler på Christiansborg politikerne, der på den ene side siger at den danske model fortsat består, og at den fint kan opretholdes med et skattestop. Samtidigt med at de sørger for, at det tungeste og trælseste af arbejdet decentraliseres til kommunerne, der i parantes bemærket skal klare opgaverne for det samme som de klarede færre opgaver for tidligere. 

Det sidste svarer til at tisse på nogen, og bagefter bebrejde dem at de er våde.

Det jeg ikke helt forstår i dette her, er hvordan vi alle sammen tilsyneladende - eller ihvertfald flertallet af os de sidste mange valg - kan glemme at der er visse helt basale grundvilkår vi alle deles om:

Vi skal alle have lægehjælp
Vi skal alle uddannes
Vi bliver alle ældre
Vi skal alle have passet vores børn på en forsvarlig måde

Og ingen - på nær nogle enkelte - kan være 100% sikker på at kunne tjene den samme løn hele livet

Gamle Erhard Jakobsen sagde i sin tid, at han gerne betalte sin skat - for så var han sikker på at også naboen kunne komme på hospitalet.

Jeg forstår ganske enkelt ikke at man ikke kan se en fordel i at klare de opgaver i samlet flok. Klare dem ordenligt vel at mærke. De skattelettelser vi har fået, vil på ingen måde være dækkende hvis man som alternativ skulle have en privat sygeforsikring, og privat pasning m.v.

Vi har været for vandte til at der HAR været et sikkerhedsnet under os, og glemmer derfor at de penge vi ikke længere bruger på at opretholde det net, ikke er beregnet til ferier og forbrug. Men til på egen hånd at sikre nogle af de basisfunktioner vi tidligere fik som et naturligt udgangspunkt.

Enhver er sin egen friværdi nærmest.

Konklusionen må være, at det åbenbart skal gøre en hel del mere ondt, før det kan gøre godt.

P.S. Det at arbejde i fællesskab har aldrig været en ekslusiv socialdemokratisk idé.