Kryddernelliken

Vi flyttede i går. For søster, svoger og barn.

Op til 5. sal på Nørrebro, med udsigt over det halve af Vestegnen.

Fin fin lejlighed, med meget lykkelige ejere.

Hele flyttekorpset bestod af jyder, på nær egen medbragte sjællænder. Begge fædre til det glade værtspar var med, og de oksede på. Dels med kasser og møbler, men især med egen selvforståelse.

En flytning pr. trappegang med 9 reposer giver ret håndgribelige vink om at kræfterne forandres hurtigere end forventningen af hvad man kan udrette med dem. Også selv om man er slank og aldrig har slidt kroppen med øl, smøger, og for megen flæskesteg.

Det må også være en besk erkendelse. Skidt med om man får ondt i ryggen bagefter, eller at leddene knirker. Men ikke at kunne gennemføre det man gjorde som selvfølgeligheder før, trækker tænder ud.

Selv havde jeg meget fornemmelsen af at “stå i midten”:

Søster, kæresten og deres venner er midt i tyverne, og på fuld fart frem med livet, arbejdet og familien. Den ene af parrene til flytningen bestod af en smuk højgravid pige og hendes voldsomt aktive kæreste. Han knoklede på, op og ned af trapper. Da vi gik, stod de sammen og diskuterede niecens seng, var det sådan en de skulle ud og finde?

Og så vores forældre: svogers, vores far.

Da vi kørte ind og hjem, var det med en stigende (selv?)tilfreds erkendelse af at vi boede der hvor vi skulle bo. Ude hvor kragerne vender, men hvor skoven er tæt på, og demonstrationer er noget man løber ind i nede i Brugsen lørdag formiddag, hvor damen fra Kohbergs står og smører snitter.

Hvor ordensmagten materialiserer sig for manden, da han som nyslået lærer på den lokale skole står og tager sig en smøgpause i et frikvarter. Hun præsenterer sig pænt som landbetjent, og spørger om hans ærinde - for ham har hun da ikke set her i området før.

Ikke som i søsters nye nabolag, hvor turen ind blev forsinket af alle de salatfade og mandskabsvogne ordensmangten så venligt stillede til rådighed for hjemtransporten af alle de engagerede unge mennesker. Og hvor hjemturen gik i en stor bue udenom, så demo og udrykning kunne få lov til at fornøje sig uforstyrrede.

Da vi sad og spiste aftensmad på den lokale kineserresaturant, blev vi da også enige om at det var på tide at få skiftet denne friturestegte skandinaviske variant af kogekunst fra verdens største land ud med den ægte vare. Igen.

Det tager en times tid i transport. Plus det løse. Nu skal vi bare have booket det.

Jeg gider ikke at bo i storbyer. Slet ikke det der her på disse kanter gerne vil ligne. Men elsker at svælge i dem. For så at tage tilbage til lyden af uglerne gennem soveværelsesvinduet om natten, katten der slæber mus ind, og stilheden.