Det er ikke meget der er blevet skrevet her på bloggen på det seneste. Jeg har haft for travlt med at fordøje. Og leve.
I bare nogenlunde omgangshøjde.
Jeg ved ikke med jer andre, men for mig er selvopfattelsen vel nærmest en bunke faste antagelser - vi kunne jo kalde dem klichéer, der typisk først ændres når de af en eller anden grund klasker frontalt sammen med virkeligheden:
“Jeg har set ud på den samme måde de sidste 20 år” Blev f.eks. fældet af en flytning og deraf følgende ny badeværelsesbelysning.
“Hvor svært kan det være? Alt er bare et spørgsmål om ordenlig planlægning” Røg da man fik børn, og opdagede hvad ordet logistik virkeligt indebærer.
Begge ovenstående sorterer vel under kategorien “det-måtte-jo-komme” og den største overraskelse bestod nok egentligt i, at det lige var nu tingene så også gjaldt for mig i stedet for kun for andre.
Andre er mere svære at sluge:
“At sove er en diskret, nærmest yndefuld aktivitet, hvor man stilfærdigt puster små lydløse portioner luft ud gennem let adskilte læber” Nej.
Og så er der de tilfælde hvor man ender med at have mere ret, end godt er:
“Mit immunforsvar er suverænt stærkt” Ja.
Faktisk i en grad, så jeg nu er på medicin for at dæmpe det.
Kroppen har snigløbet mig.
Den er blevet udsat for 2 graviditeter i rap, stillesiddende liv med alt for meget mad, rygning i sammenlagt 14-15 år, alt for meget kaffe, alt for lidt søvn - og stress.
Og hver gang har jeg kunnet ændre tingene ved at gøre noget: Spise bedre, træne i stedet for at bare sidde, sove ordenligt, stoppe med at ryge, osv. Det har hjulpet med det samme - altid.
Praktisk, rationelt og logisk: Aktion -> reaktion
Men bedst som jeg troede alt gik fint og forventeligt, er der foregået noget andet, umærkeligt. Og fuldstændigt vilkårligt.
En kronisk sygdom man ikke kan gøre noget ved.
Jo altså, tage medicin for.
Men her hjælper ingen ændrede spisevaner, anderledes livsstil eller konstruktiv handlen. Ikke som den eneste løsning. Og der findes ingen påviselig årsag til at man bliver syg. Et rent lotteri, der vindes af et par hundrede om året.
Det kræver altså nogen tilvænning!
Også fordi det er så udramatisk: Her er ingen koldbrand, hjerteslag, eller interessant udseende gevækster. Bare nogle blodprøver der påstår at noget er helt skævt i et ellers helt ubemærket indre organ.
- Måske jeg bare skulle have udstødt et hånligt “Tåhhhååå” og være drejet om på hælen, da venlige mennesker iført kittel påstod at dette her krævede års spisning af festlig medicin med alternative virkninger.
Det må virkeligt dreje sig om en anden.
Nye kommentarer